Et bæredygtigt liv

Vores samfund har vel aldrig været rigere – og alligevel ser vi flere og flere, unge som gamle, der mistrives.

Andelen af børn i skolevægring er eksploderet, og de voksnes stresssygemeldinger har store omkostninger – både på det personlige plan og for samfundsøkonomien.

Samtidig har vi en videnskab der fortæller os at vi overskrider den ene planetære grænse efter den anden og hvis alle klodens mennesker levede som danskerne, ville vi have brug for 3 ekstra jordkloder til at understøtte forbruget.

Hvordan kan det være at vi har været så dårlige til at veksle velstand til øget trivsel – for alle generationer?

Hvad er det vi gerne vil give videre til de kommende generationer?

Vi skal turde udfordre den fortælling der kræver acceleration i alle livets forhold og gennem hele livet.

Vi skal som individer og som fællesskab turde sætte farten lidt ned og udfordre fortællingen om at hvis vi ikke er i konstant udvikling, svarer det til afvikling.

Vi skal som individer og som fællesskab udfordre fortællingen om at lykken findes gennem forbrug. Ja, vi har alle brug for bolig, mad, tøj, transport og meget mere – men har vi virkelig brug for at piske så meget rundt i arbejdslivet for at få råd til de samme ting som naboen har? Kommer der et punkt i vores liv hvor nok kan være nok?

Det er de værdier der skal ligge bag enhver beslutning der træffes. Det er de værdier der gennem det lange seje træk skal skabe forandring.